Voel Kirke
I Voel kirke er det os magtpåliggende at få formidlet det positive og livsbekræftende kristne budskab ud til så bred en skare som muligt. Vi har på visionsmøder i menighedsrådet lagt os på sinde at sætte adressater på de arrangementer vi laver. Hvem vil vi gerne nå og hvem henvender vi os særligt til med dette arrangement!
Udover den kirkelige undervisning af konfirmander på 7. klassetrin har vi i sognet også undervisning af 3. klasser (minikonfirmander) ligesom vi også satser på børnekors medvirken ved gudstjenesterne. I kirken holder vi årligt omkring 6 børnegudstjenester bl. a. spagettigudstjenester, som især henvender sig til børnefamilierne. Vi deltager i kommunens KK44 uge, i år med at arrangerer en ungdomsgudstjeneste for konfirmander i Alderslyst kirke samt en gospel workshop dag for alle sangglade.
Vi har et rigtigt godt samarbejde med skolen, bl. a. omkring påskesalmesang i Voel kirke med medvirken af klasser fra Voel skole. I et positivt samarbejde med Silkeborg Bibliotekerne har vi to gange årligt børneteater med en professionel trup udefra med en forestilling for børnehaver til jul og for de 5 årige dåbsjubilarer til kyndelmisse. Her modtager hvert barn en børnebibel. På skift med Dallerup har vi også hvert år tilbud om babysalmesang.
Vi har et samarbejde med de 7 sogne i gl. Gjern kommune omkring en kirkehøjskole med 3-4 foredrag årligt. Samarbejde med sognets pensionistforening omkring udflugter og sangformiddage. Desuden sangaftner og filmaftner i præstegården. I forbindelse med vielser inviterer vi årets kommende brudepar til en fælles aften i det tidlige forår.
